Besøg hos IK Grane

Den 19. og 20. januar var Erik Isager, Fodboldformand Christian Jepsen og undertegnede inviteret til vores venskabsklub Grane i Norge. Vi var inviteret til at deltage i Granes årsfest, hvor alle frivillige i foreningen inviteredes og hvor der uddeles hædersbevisninger. Det er første gang vi fra SIF er inviteret med til dette. Efter dette arrangement, deltog vi i Grane Revyen, som i øvrigt kunne fejre 100 års jubilæum. Det var en helt fantastisk oplevelse, og ikke mindst at se og høre hvor meget Grane værdsætter vores samarbejde. Et samarbejde som næste år kan fejre 75 års jubilæum, og hvor de 2 foreninger gennem årene har mødtes mere end 125 gange. Det er ganske unikt i foreningslivet.
 
Om lørdagen mødtes vi med repræsentanter fra Granes Hovedbestyrelse og formanden for Grane fodbold. Målet var at se om vi kunne revitalisere samarbejdet og dermed inkludere nye generationer. Det kunne blandt andet ske ved at genoptage aktiviteterne på fodboldsiden, som samarbejdet oprindeligt startede med. Sidenhen kunne flere idrætsgrene deltage.
 
Billederne er fra vores møde, hvor dels alle deltagerne kan ses, dels de to fodboldformænd Christian Jepsen og Frank.
 
Poul Hansen
Hovedformand