Kære alle frivillige
På Hovedforeningens generalforsamling den 27. februar, kunne jeg i min Årsberetning fortælle om en lang række fantastiske positive indsatser og initiativer i Silkeborg Idrætsforening.
I 2024 kom vi op på 1.578 aktive og passive medlemmer – det højeste antal nogensinde!
Jeg kunne fortælle om initiativer hvor det sociale og inkluderende var i fokus. Om nye tiltag i mange af de 9 foreninger som gav endnu bedre vilkår for det enkelte medlem, og som også bidrog til det høje medlemstal.
Alt dette kunne ikke ske uden alle jer fantastiske frivillige trænere og ledere på tværs af foreningerne.
DET VIL JEG GERNE SIGE JER EN KÆMPE TAK FOR!!
Og netop frivilligheden har Silkeborg Kommune også fokus på. Det banner I kan se her på hjemmesiden, er et eksempel på nogle af de initiativer som er sat i værk. I vil komme til at høre meget mere om dette i jeres del af Silkeborg Idrætsforening.
Jeg vil med dette opslag endnu engang sige jer alle tak for jeres indsats, og håber I alle må få et godt 2025.
Mange hilsner
Poul Hansen
Hovedformand