Silkeborg IF giver stafetten videre – SMT Silkeborg overtager Himmelbjergløbet
Det traditionsrige motionsløb Himmelbjergløbet, som Silkeborg IF har afviklet siden 1965, får fra 2026 en ny arrangør. Fremover er det SMT Silkeborg, der får ansvaret for at videreføre et af Danmarks ældste og mest traditionsrige motionsløb.
Himmelbjergløbet blev afviklet første gang i 1965 på initiativ af Himmelbjergets Tårnkomité. Herefter overtog Silkeborg Idrætsforening ansvaret for arrangementet, og gennem mange år har SIFs håndboldafdeling – med stor succes og et imponerende engagement fra frivillige – stået bag afviklingen af løbet.
Tiden er nu kommet til at give stafetten videre, så den stolte tradition kan fortsætte og udvikle sig. Fra Silkeborg Idrætsforening er der stor glæde og tilfredshed med, at ansvaret fremover er lagt i hænderne på SMT Silkeborg.
Gennem et tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde er der skabt grundlag for en god og smidig overdragelse.
Lene Sveistrup Bengtsson, hovedformand i Silkeborg Idrætsforening, siger:
“Det er en stor glæde at kunne videregive det traditionsrige løb til SMT Silkeborg. SIFs håndboldafdeling afleverer et populært og velbesøgt løb i rigtig god form.
Vi glæder os over, at SMT Silkeborg nu tager over i en organisation, som både kan føre traditionen videre og samtidig har kompetencerne og erfaringen til at udvikle løbet og sikre dets fremtid. Der skal lyde en stor tak til de mange SIF’ere, der har knoklet med Himmelbjergløbet gennem årene. Tiden er inde til et skifte, og med den gode og konstruktive proces omkring overdragelsen er jeg overbevist om, at Himmelbjergløbet også fremover vil være et populært arrangement.”
René Bergerling, formand for SMT Silkeborg, siger:
“Vi er både stolte og ydmyge over den tillid, som Silkeborg IF har vist os ved at lade SMT Silkeborg videreføre Himmelbjergløbet. Det er en opgave, vi har sagt ja til med stor respekt for den historie og de mange frivillige, som gennem mere end 60 år har gjort løbet til en fast tradition for tusindvis af løbere.
SMT Silkeborg har gennem en årrække opbygget stor erfaring med planlægning og afvikling af motionsløb, og vi ser frem til både at værne om Himmelbjergløbets særlige identitet og samtidig videreudvikle arrangementet i de kommende år. Vores ambition er, at løbet fortsat skal være et lokalt forankret kvalitetsarrangement, drevet af frivillighed, fællesskab og passion for motion – og ikke af kommercielle interesser.
Vi glæder os til at samarbejde med de mange frivillige, samarbejdspartnere og deltagere om at skrive næste kapitel i Himmelbjergløbets historie.”
Himmelbjergløbet 2026 afvikles søndag den 25. oktober, og tilmeldingen er allerede åben.
Yderligere oplysninger
Silkeborg Idrætsforening
- Lene Sveistrup Bengtsson, hovedformand
- Kim Brøbech, næstformand
SMT Silkeborg
- René Bergerling, formand